Dufour: Free føles bedre end nogensinde før

27-08-2025 17:14

Trine Askjær-Jørgensen

I morgen skal Cathrine Laudrup-Dufour og Mount St John Freestyle på banen, som det sidste og stærkeste danske kort i holdkonkurrencen ved EM i dressur. Forud for stævnestarten fortæller hun, at den 16-årige hoppe føles bedre end nogensinde før

Copyright Ridehesten.com
Cathrine Laudrup-Dufour og MSJ Freestyle ved vettjek i går. Foto: FEI/Leanjo de Koster – DigiShots
Nyheden fortsætter efter annoncen

33-årige Cathrine Laudrup-Dufour og den 16-årige hannoveranerhoppe Mount St John Freestyle e. Fidermark/ Donnerhall deltager i denne uge ved EM i dressur i franske Crozet. Hoppen fløj ligesom de andre danske heste direkte igennem vettjek i går og har starttid som den sidste danske ekvipage i holdkonkurrencens Grand Prix i morgen.

Forud for sin start ved EM fortæller Cathrine i en profilartikel med FEI, at Freestyle aldrig har føltes bedre. Selvom vejen mod dette års mesterskab har været alt andet end rutine, er den danske dressurdronnings fokus skarpere end nogensinde, og med syv EM-medaljer i rygsækken er hun en af de ryttere, der forventes at kunne nå podiet.

Familieforøgelse denne sommer
Det er ikke meget, ekvipagen har været til start i denne udendørssæson, idet de kun har deltaget ved DM i dressur, hvor de vandt guld. Det lette stævneprogram var dog fuldt bevidst og forståeligt, eftersom Cathrine og hendes hustru Rasmine Laudrup-Dufour har taget imod deres første barn for bare tre måneder siden. Datteren Palma, der blev født den 31. maj 2025, forventes at få sin tilskuerdebut i Crozet.

Cathrine, der normalt underviser og rejser en del, har taget en bevidst beslutning om at være mere hjemme hos sin lille, nye familie i år. Selvom moderskabet har budt på meget ukendt, er Cathrine taknemmelig for, hvordan det går.

– Jeg har selvfølgelig ikke noget at sammenligne med, men jeg synes, Palma trives godt. Hun er en meget nem baby; sød, smiler meget, og hun er allerede med i stalden indimellem, fortæller hun.

Cathrine har kunnet forberede sig og fokusere på træningen og hestene, fordi Rasmine tager sig af Palma om natten.

Copyright Ridehesten.com
Cathrine og Freestyle til banetræning i går. Foto: Kristine Ulsø Olsen

Forberedelserne mod EM
De begrænsede stævnestarter skyldes ikke kun det nye familiemedlem. Planen var egentlig at starte CHIO Aachen i juli, men Cathrine følte ikke, at Freestyle var helt klar.

– Hun føltes bare ikke 100% fit, så vi valgte ikke at risikere noget og trak os fra konkurrencen. Freestyle er 16 år nu. Hun har virkelig meget erfaring og det samme har jeg. Jeg tror ikke, vi har brug for de ekstra stævner, forklarer Cathrine.

Selvom hun ikke har startet stævner regelmæssigt de sidste måneder, er den ugentlige træning med Kyra Kyrklund fortsat derhjemme. Det danske landshold har også været samlet kort inden EM for at få styr på de sidste detaljer og træne under stævnelignende forhold.

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Freestyle føles fantastisk i øjeblikket. Faktisk bedre end nogensinde, fortæller Cathrine, der ikke mener, at de få stævnestarter er et problem.

– Freestyle er utrolig pålidelig. Hun elsker arenaen og kender sit job ud og ind. Selvfølgelig ville det have været rart at fintune ved et andet stævne på forhånd, men jeg er 100% sikker på, at hun vil give alt, hun har, i Crozet. Hun ønsker altid at gøre sit bedste, tilføjer hun.

I ugerne op til EM har Laudrup-Dufour fokuseret på at holde hoppen i topform ved at bruge en masse tid sammen med hende, forbedre hendes kondition, styrke hende med vandløbebånd og træne med lyden af publikum, så hun er vant til og føler sig tryg ved det.

En stærk relation
Selvom Cathrine og Freestyle kun har kendt hinanden i to år, har de allerede et stærkt bånd. Deres partnerskab har udviklet sig hurtigt, selvom det indledningsvist var lidt angstprovokerende at overtage tøjlerne på en så højtprofileret hest. Freestyle har som bekendt tidligere gået med succes under britiske Charlotte Dujardin.

– Det er første gang, jeg har prøvet at overtage en fuldtuddannet hest fra en anden rytter. Men det føltes hurtigt som om, at Freestyle godt kunne lide min måde at træne på. Hun lukkede mig ind. Man skal have den rette kemi med en hest for at kunne gøre det, vi gør nu, fortæller Cathrine.

Hoppen har ikke rigtigt nogle svagheder, og Laudrup-Dufour fremhæver særligt hendes talent for piaffe, samt at hun lader til at nyde at deltage i stævner og er supergod til at rejse.

Selvom Cathrine ikke nævner nogle klare mål for EM, er hendes intentioner tydelige:

– Mit mål er at præsentere hende så godt, som jeg kan. På en god dag, når det hele spiller, kan hun være verdensetter. Jeg skal give hende de bedste forudsætninger, men alligevel afhænger alt af øjeblikket. Hun føles mindst ligeså god som før OL i Paris.

Kilde: FEI

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen