Dramatisk kortfilm om dressurens skyggesider

03-03-2024 14:41

I en nyudgivet dansk kortfilm tages dressurens konkurrencegen under lup, og hovedpersonen må indse, at det ikke altid handler om at vinde. Instruktøren fortæller her om filmen

Copyright Ridehesten.com
Filmen foregår i dressurverdenen, som instruktør Tara Salas synes, kan være et hårdt og konkurrencepræget miljø. Foto: Ridehesten.com/Maria Lerche Mortensen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Tilbage i slutningen af 2022 søgte Tara Salas og Lise R. Wedding heste til en film. De stod overfor at skulle udgive deres afgangsprojekt fra Københavns Film– og Fotoskole, og den skulle foregå i hesteverdenen. Derfor kontaktede de Ridehesten og fik herigennem fundet de nødvendige heste til projektet. Det er der kommet en spændende og dramatisk kortfilm ud af, som nu har haft premiere. 

Filmen finder sted i rideverdenen op imod i et stævne. Den ene af hovedpersonerne er en dygtig rytter, som alle beundrer for hans evner. Da der kommer en udefrakommende rytter og truer hans plads, gælder alle feje kneb, og det eskalerer hurtigt i stalden. 

Tara fortæller om filmens morale til Ridehesten:

Hovedpersonen må til sidst indse, at det ikke altid handler om at være  nummer ét; det er langt vigtigere at behandle hestene med respekt. Filmen er dermed relevant for hestefolk at se, da den indeholder et særlig vigtigt budskab: Vær gode mod hinanden og dyrene. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Hjælp fra hesteverdenen 
Foruden de heste, der indgår i filmen, har Tara og Lise også fået hjælp fra flere sider af hesteverdenen. Filmens scener er nemlig optaget optaget hos den danske Grand Prix rytter Linda Pfingstl Aasted, der har stillet lokationer som ridehal, staldgang og foderrum til rådighed. Også Brogaarden og Brugt Rideustyr Virum har støttet projektet. De to afgangskandidater bag filmen er taknemmelige for hjælpen og beskriver udfordringerne ved at lave en film om heste: 

Det har været utroligt spændende, men også yderst udfordrende at lave en film med levende væsener. Vi havde desuden blot få uger til at skrive manus, samle et filmcrew og optage det hele. Jeg er derfor stolt over Dressage, som er blevet til en 23 minutters lang kortfilm med et spændende hestedrama, lyder det fra Tara, der også fortæller om holdet bag filmens hestekendskab:

Lise Wedding, der har skrevet manuskriptet, og som jeg har produceret filmen med, er tidligere rytter, og ligeledes er Else Højsgaard, som har klippet filmen sammen. Jeg har også selv haft med heste at gøre og redet, da jeg var barn. Det har derfor været naturligt for os, at projektet skulle handle om noget, vi alle har et stort kendskab til, slutter Tara, der håber, at hesteglade folk kan få gavn og glæde af filmen.

Kortfilmen er frit tilgængelig og kan ses her.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner