Cecilia Lindahl
I går gik startskuddet for Nations Cup finalen i Barcelona, og det var ikke helt uden drama på springbanen
For femte år i træk er CSIO Barcelona vært for Longines FEI Nations Cup finalen. Resten af weekenden vil den olympiske arena Real Club de Polo de Barcelona være stedet for i alt ni konkurrencer, heraf seks individuelle, mens de øvrige tre er en del af Nations Cup finalen.
Femten nationer var klar til kampen ved torsdagens kvalifikationsklasse ved Nations Cup, men kun otte hold er med videre til lørdagens finale, hvor det bliver afgjort hvilket land, der kan stille sig øverst på sejrsskamlen som vinder af Longines FEI Nations Cup 2017.
Drama på springbanen
Men ingen konkurrence på springbanen uden drama. Franske Roger-Yves Bost blev sammen med den 11-årige hoppe Sydney Une Prince e. Baloubet du Rouet/Alfa D´Elle) diskvalificeret efter deres første runde i går.
Ved et standard FEI boot check umiddelbart efter ekvipagens start blev det af Stewards bemærket et problem med godkendelsen af benbeskytterne, men der var hverken tale om ondskab eller snyd fra Roger-Yves Bosts side. Derfor får det heller ingen konsekvenser for ekvipagens deltagelse i lørdagens afgørende finale.
- På trods af en fantastisk præstation fra Sydney Une Prince i første runde, er vi blevet diskvalificeret på grund af benbeskytterne, der ikke blev anset for godkendte efter kvalifikationsrunden. Det vigtigste er, at Frankrigs hold er kvalificeret til finalen med fire fejl. Vi vil i stedet fokusere på dette mål, skriver Roger -Yves Bost på sin facebook side.
Videre til finalen er Canada, som det eneste hold med nul fejl i alle runder, derudover er Holland, USA, Tyskland, Frankrig, Schweiz, Belgien og Sverige med til lørdagens finale, der løber af staben kl. 21.00. De øvrige nationer vil konkurrere i fredagens Challenge Cup trøstefinale.
Følg med via livestream HER
Se resultaterne HER