Thomas Bach Jensen
Den hoppestamme, som Kristine Munch Sinding, Atterupgaard, har haft allerstørst succes med, er grundlagt af stamhoppen Doreen e. Donnerhall. Hendes afkom har igennem flere generationer leveret toppræstationer i avl og sport, og når stutteriet drager til Herning i næste uge for at deltage ved Dansk Varmblods Hingstekåring, er det netop med fire individer i lasten fra denne betydningsfulde stamme.
Den ældste af disse er den 12-årige sølvmedaljehoppe Atterupgaard Delorean e. Bon Bravour/Sandro Hit/ Caprimond/ Donnerhall, der altså er oldebarn af navnkundige Doreen. Elitehoppen Atterupgaard Delorean, der i 2023 blev tilkendt guldmedalje for afkom, kommer til start i CDI lilletur med stutteriets profilrytter Selina Solberg Vittinghus, der aldrig har lagt skjul på sin store begejstring for Delorean.
Selina rider alle fire heste, som Atterupgaard har med i Herning, og de skal vises i tre forskellige sammenhængste. Udover Delorean i international lilletur skal Selina også ride dennes 5-årige onkel Atterupgaards Bernachi e. Bon Courage/ Caprimond, der er kåret hingst og skal vises i præsentationsklasserne for kårede hingste.
Af samme årgang som hingsten, der i daglig tale hedder Benny, præsenterer Atterupgaard også to hopper i unghestechampionatet, og de to unge damer har en særlig historie. Atterupgaards Daimi og Atterupgaards Delora er helsøstre efter hingsten Springbank II VH og med Atterupgaard Delorean som mor. De to 5-års hopper er resultaterne af én embryoskylning, der resulterede i to befrugtede æg, som blev placeret i hver deres rugemor og blev til to røde hoppeføl. Af den grund omtales de ofte som tvillingerne.
De to røder damer, der er kåret med opdrættermedaljer i hhv. guld og sølv, klarede sig rigtig godt med Selina Solberg Vittinghus i sadlen ved Dansk Varmblods Egnethedstest i efteråret 2024, hvor Daimi opnåede den højeste score på landsplan. Selina red også Daimi til en fjerdeplads i finalen ved DRF og Pavos championat for 4-års i efteråret.
Forud for det forestående unghestechampionat har Selina haft begge hopper med ud til almindelige ridestævner, hvor de har kunnet gå uden pres, men samtidig har oplevet lidt mere af stævneatmosfæren. I en artikel om unghestechampionatet i den seneste udgivelse af magasinet Ridehesten fortæller Selina og mange andre ryttere om deres championatsheste, deres forberedelser og forventninger. Magasinet er netop på vej til læserne nu.