Dansker gennemfører 142 km

26-09-2023 19:44

Charlotte Kusk Berwald

Den danske distancerytter Charlotte Ørtoft har haft en forrygende sæson. Først blev det til DM-guld og nu et gennemført 142 km. ridt ved CEI3*-stævnet i Norge

Copyright Ridehesten.com
Charlotte Ørtoft og Aarupgaards Medina. Foto: privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Hallingsdalsrittet bød på Norge når det er bedst. Skove, bakker og masser af fjelde. Noget af en omvæltning for en rytter, der primært rider og træner i det fladere Danmark.
– Jeg havde forberedt mig på det mere stejle terræn ved at ride en masse bakketræning. Og efter god opvarmning, har vi redet i en del sand for at vænne os til et hårdere terræn. Distance handler om forberedelse, fortæller Charlotte Ørtoft til Ridehesten.
– Vi red afsted tidligt om morgenen mens det stadigvæk var mørkt, så det var med pandelamper og det hele. Jeg fulgtes ad med tre nordmænd, det var dejligt for så kunne hestene skiftes til at føre an. En af forhindringerne var en gammel jernbanebro, hvor man praktisk talt skulle lægge sig helt fladt på hesten for at komme under. Samtidig gik hestene i vand til knæene, fortæller Charlotte Ørtoft.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Første dansker siden 2016
Det sker ikke så tit, at en dansk ekvipage gennemfører de helt lange distanceridt, der kan være op til 160 km. lange. Da Charlotte og Medina kom i mål, var de den første danske ekvipage, der har gennemført så langt et ridt siden 2016, så der er virkelig noget at være stolt af. 

– Jeg har haft Medina siden hun var føl og nu er hun 12 år. Der er gået mange års træning forud for de 142 km. og jeg håber der venter os mange flere ridt i fremtiden, fortæller Charlotte Ørtoft, der samtidig glæder sig over at distancesporten som helhed er i fremgang.
– Vi ser flere nye ryttere og en masse ildsjæle gør et fantastisk stykke arbejde for at vise sporten frem og guide de nye ryttere. Der er lavet en mentorordning, hvor man kan spørge om alt, både før og under stævnet. Drømmen er at vi får et youngriderhold til et mesterskab en dag, slutter Charlotte Ørtoft.

Copyright Ridehesten.com
Første del af ridtet blev redet med pandelamper. Foto: privat
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner