Annika Knudsen Lorentsen
For anden gang i historien afholdes FEI Asian Championships. Første gang var i 2019, og nu vender konkurrencen tilbage i samme by, nemlig Pattaya i Thailand. Her samles fem discipliner når der skal findes mestre i både dressur, paradressur, springning, military og distance.
Der er heste til start med relation til Danmark, og det gælder i disciplinen dressur, hvor der i alt er otte lande, der kommer til start.
Det drejer sig om den 8-årige DV-hest Hedelunds Fellini e. Franklin/Blue Hors Hotline (opdr. Rikke Kvist), som kommer til start med Maryam Ahmad Al Boinin fra Qatar. Hedelunds Fellini har indtil fornyligt konkurreret i Danmark, og gik senest i oktober under Carl-Christian Sædder Savola i Bundgaard Byg Cup-finalen.
En anden DV-hest, der også skal deltage i det asiatiske mesterskab, er Blue Hors Touch Of Olympic L e. Blue Hors Don Olymbrio/Fidermark (opdr. Anja og Jan Petersen). Han kommer til start med Saoud Ahmad Al Boinin, som deler efternavn med rytteren i sadlen på Hedelunds Fellini, og dermed selvfølgelig også repræsenterer Qatar. Blue Hors Touch Of Olympic L var senest til start i Danmark tilbage i april under Dennis Fisker, men har tidligere været redet af både Sophia Ludvigsen og Nanna Skodborg Merrald.
Mesterskabet afholdes fra den 24.-30. november 2025.