Danmarks bedste holdresultat nogensinde ved EM

03-09-2021 16:01

Annika Knudsen Lorentsen

Så er holdfinalen afgjort, og mens det blev Schweiz, der løb med sejren, så endte det danske landshold på en 8. plads, mens det, som det ser ud nu, kun er Andreas Schou der har redet sig i den individuelle finale på søndag

Copyright Ridehesten.com
Konstantin Deeken Künnemann og AK's Crowney. Foto: Hippo Foto - Dirk Caremans
Nyheden fortsætter efter annoncen

Så er holdkonkurrencen ved EM i Riesenbeck afgjort. I dag mødtes de ti bedste hold fra gårsdagens konkurrence i finalen, hvor der skulle rides om medaljer. 

Banen, der mødte rytterne var krævende og der var da også en hel del fejl rundt på banen, hvor det virkelig krævede, at rytter og hest holdt fokus, tempo og balance hele vejen rundt.

Det danske landshold har de seneste dage leveret gode præstationer, hvor det sidste held manglede for et absolut topresultat. Det lykkedes dog alligevel det danske hold at avancere til en 7. plads i gårsdagens konkurrence, og det betød, at de kom sikkert videre til finalen i dag. 

I dag gik det ikke helt for de danske ekvipager, hvor Zascha Nygaard Andreasen med Quinn 33, Konstantin Deeken Künnemann med AK's Crowney og Andreas Schou med Darc De Lux alle kom i mål med fejl, mens Søren Pedersen og Chico Z desværre udgik i starten af banen. 

– Det var rigtig rigtig godt, vi kunne selvfølgelig godt have håbet på et lidt bedre resultat i dag, men både Zascha, Konstantin og Andreas havde jo nogle rigtig fine runder, hvor der desværre kom lidt fejl. Hvad der skete med Sørens hest, kan jeg ikke sige lige nu, det må lige have kigget på, fortæller landstræner Bo K. Møller og fortsætter: 

– Andreas er jo helt sikkert i den individuelle finale og så må vi se, om det måske også ender med, at vi får Konstantin med. Hvis der er nogle der melder fra, så suppleres der op, men det kan vi ikke vide endnu. Vi er alt i alt supergodt tilfreds og det er jo det bedste resultat for Danmark nogensinde, så det er rigtig rigtig flot. 

Dagens resultat betød, at Danmark rykkede en placering ned og dermed endte som nr. 8 ved dette års EM.

Copyright Ridehesten.com
Andreas Schou og Darc De Lux. Foto: Hippo Foto - Dirk Caremans
Nyheden fortsætter efter annoncen

Guldvinderne blev Schweiz
Schweiz, som kom til finalen med den bedste score red op til deres placering og lykkedes med at ride guldmedaljen i hus. På det schweiziske hold er blandt andet den danskopdrættede hest AK's Courage, som rides af Bryan Balsiger og som i dag leverede en nulrunde. Det samme gjorde Martin Fuchs, mens Steve Guerdat havde et enkelt nedslag. Det blev Elian Baumanns resultat, der i dag måtte trækkes fra, da han endte med 12 fejl i dag. 

Sølvmedaljen blev vundet af Tyskland, hvor det var Andre Thieme, Marcus Ehning, Christian Kukuk og David Will, der sørgede for at ride en topplacering og en podieplads i hus. 

Bronzemedaljevinderne for hold blev Belgien, som også vandt bronze i Tokyo tidligere på sommeren. For det belgiske hold red Pieter Devos, Jos Verlooy, Olivier Philippaerts og Nicola Philippaerts. 

Copyright Ridehesten.com
Zascha Nygaard Andreasen og Quinn. Foto: Hippo Foto - Dirk Caremans

Den individuelle konkurrence fortsætter søndag
De 25 bedste individuelle ekvipager efter dagens runde skal mødes igen på søndag, hvor der skal rides om individuelle medaljer. 

For danskernes vedkommende er det kun Andreas Schou og Darc De Lux, der med sikkerhed skal i aktion på søndag, for på trods af deres 8 fejl i dag, så er ekvipagen placeret på en foreløbig 18. plads. Hvis nogle ryttere vælger at melde fra, kan der suppleres op, så måske bliver der plads til endnu en dansker. Som det ser ud nu er Konstantin placeret som nr. 36, mens Zascha er placeret som nr. 41.

Den individuelle konkurrence føres af den regerende europamester, schweiziske Martin Fuchs, som blot har 1,31 fejl. Tyske Andre Thieme er placeret med 2,84 fejl på en foreløbig andenplads, mens det er er Pieter Devos fra Belgien, der har den foreløbige tredjeplads. 

Se resultater HER

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner