Corona slog bremserne i væksten hos Helgstrand Dressage

03-12-2020 07:00

Britt Carlsen

Coronapandemien og nedlukningen har også sat sit præg på regnskabet hos Helgstrand Dressage, men det nye regnskabsår signalerer en flyvende start med stor efterspørgsel på hestene fra Vodskov

Copyright Ridehesten.com
I 2018 solgte Andreas Helgstand aktiemajoriteten til hollandske Waterland, en kapitalfond, som har været medvirkende til at muliggøre store investeringer. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Andreas Helgstrands forretning, Helgstrand Dressage har vist overskud år for år, siden opstarten for 12 år siden. Igen i år står virksomheden med et overskud, i år på 13 mio kr. imod 93 mio. kr. sidste år. I regnskabsåret der løber fra 1/7-2019 til 30/6-2020, realiserede Helgstrand Dressage en samlet omsætning på 271,3 mio. kr. i modsætning til året før, hvor selskabet nåede en samlet omsætning på 416,8 mio. kr.

”Langt størstedelen af vores kunder er udenlandske, og da Danmark blev lukket ned i starten af marts måned 2020, blev det umuligt for vores kunder at komme til Danmark, og dermed fik vi en naturlig nedgang i omsætningen”, udtaler stifter og CEO Andreas Helgstrand.  ”Vi har taget udfordringerne med Covid-19 med så megen ro som muligt”, fortsætter han; ”Vi har gennem hele perioden haft fuld fokus på at udvikle vores eksisterende heste samt købe nye til. Det har betydet at vores beholdning af heste er blevet bedre og dermed mere værd. Derudover har vi investeret i andre aktiviteter, hvor en del af dem nu er offentliggjort i form af købet af aktiemajoriteten i Kingsland Equestrian samt investering i Riding Arena Robots og ZibraSport Equest”. 

Copyright Ridehesten.com
Andreas Helgstrand har fundet tid og motivation til igen at gå efter en plads på landsholdet. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

En rigtig god start på nyt regnskabsår
Det nye regnskabsår, der startede 1/7-2020, har givet selskabet en flyvende start. Den realiserede omsætning med udgangen af oktober er således både foran budget og realiseret omsætning på samme tidspunkt i det forrige regnskabsår. ”Vi har tydeligt kunne mærke at efterspørgslen efter topheste er steget igen efter rejserestriktionerne blev løftet i sommeren 2020. Derfor er vi meget glade for, at vi har prioriteret arbejdet så intenst med både at styrke vores kvalitet og antallet af heste. Det betyder at vores strategi har været rigtig”, udtaler Andreas Helgstrand. 

 ”Vi står nu overfor hovedsæsonen på det amerikanske marked, og her står vi godt ved, at vi i år har vores egen ejendom i Wellington. Selvom verden fortsat er ramt af Corona, har vi mulighed for at sende en række heste til Wellington, så de amerikanske købere ikke behøver rejse til Europa for at investere i topheste. Det gør os mindre afhængige af om kunderne kan rejse udenlands eller ej”, siger Andreas Helgstrand og afslutter: ”Jeg ser meget positivt på nuværende regnskabsår og vi vil fortsætte med at udvikle og vækste forretningen såvel organisk som gennem yderligere investeringer. Vi følger fortsat vores strategi og er sikre på, at vi står endnu stærkere når Covid-19 forhåbentligt slipper sit tag i befolkningen verden over”. 

Kilde: pressemeddelelse

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner