Caroline Rehoff Pedersen har købt tophesten Chaccieny

05-05-2020 10:19

Annika Knudsen Lorentsen

Ungrytter Caroline Rehoff Pedersen har i en del måneder ledt efter en ny hest, som på sigt kan overtage pladsen for hendes nuværende tophest Carolus-Magnus. Nu er det lykkes, og Caroline har investeret i den 11-årige vallak Chaccieny, som allerede har haft stor succes internationalt

Copyright Ridehesten.com
Caroline og Chaccieny. Foto: Privat

– Min tophest Carolus-Magnus er jo 17 år, og heldigvis er han stadig frisk og glad, men det er også krævende for ham at ride de store klasser hver gang, fortæller Caroline Rehoff Pedersen, som længe har ledt efter en ny hest, som på sigt kan overtage Carolus-Magnus' plads. 

Faktisk har Caroline og hendes familie ledt efter en ny hest siden september, og de prøvede Chaccieny e. Chacco-Blue/Caretano Z allerede i februar, og så fik de også vallakken at se ved Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning i marts måned. Her red tyske Patrick Stühlmeyer ham, og opnåede en 2. plads i 145 og en 4. plads i 150 cm.

– Da jeg så ham i Herning sad jeg og tænkte, at det skulle bare lykkes, at vi kunne få ham, fortæller Carolines mor, Lone Rehoff Pedersen, som også fortæller at det har været en langt forløb, inden vallakken ankom til deres stald ved Viborg. Chaccieny er købt hos tyske Schockemöhle og de leverede ham hos familien Rehoff Pedersen i går. 

– De har ydet en super service, og de har heldigvis kunne levere ham hos os, da de jo er erhvervsdrivende og gerne må drive deres erhverv trods corona, forklarer Lone, som fortæller, at de er glade for, at det er lykkes at finde en hest som både har erfaringen i de høje klasser, og som samtidig er sød at håndtere, en vigtig faktor, da det jo er Caroline og Lone der selv står for al den daglige håndteringen af deres heste. 

Copyright Ridehesten.com
Chaccieny og Patrick Stühlmeyer ved CSI3* i Herning i marts. Foto: Ridehesten.com/Mette Emilie Pedersen

Glæder sig til fremtiden
– Det har været svært at finde den helt rigtige hest, men nu håber jeg vi har ramt plet, fortæller Caroline, som tror på, at den 11-årige vallak, som har masser erfaring, kan give hende præcis det hun har brug for som ungrytter.

– Han har gået senior nationsspringning for Spanien, og jeg håber da også på, at jeg på sigt selv kan ride de helt store klasser på ham. Han er en stor og stærk hest, og selvfølgelig tager det lidt tid at lære en ny hest at kende. Så det er egentligt okay, at der ikke er stævner lige nu, for så kan vi bruge tiden på at finde hinanden, fortæller Caroline og fortsætter:

– Jeg regner med, at målet for i år er at ride DM for ungryttere. Men det er jo lidt en speciel situation i år, så man tør ikke lave de helt store mål, når man ikke ved hvornår stævnerne åbner. Men når det hele åbner er planen, at vi skal ud og have en masse erfaring, så vi er 100 % klar til næste sæson. Han har kapaciteten til, og har allerede gået de helt store stævner, så jeg håber selvfølgelig, at han også bliver min fremtidige seniorhest. Men i første omgang er målet med ham, at ride en masse nationsspringninger for ungryttere og det helt store mål er EM for ungryttere. 

Caroline er 19 år og har allerede haft meget succes med sin nuværende tophest Carolus-Magnus, som hun blandt andet har vundet Nordisk Mesterskab for juniorryttere med, og sidste år blev hun bedste dansker ved EM for juniorryttere. Caroline og Carolus-Magnus har været succesfulde i klasser tom. 150 cm. 

– Jeg glæder mig til at se hvad fremtiden bringer med Chaccieny, og jeg håber vi finder hinanden. Det bliver svært at overtage Carolus-Magnus' plads når den tid kommer, men jeg tror på, at han er den rette til opgaven, slutter Caroline.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner