Annika Knudsen Lorentsen
Ian Millar startede sin karriere i international springsport for næsten 50 år siden, og tilbage i 1972 red han sit første OL i München, siden er det blevet til deltagelse ved yderligere 9 Olympiske Lege, senest i 2012 i London, hvor han sluttede som nr. 9.
Ingen anden har deltaget ved OL ti gange og med et halvt århundred i toppen af international springsport skriver Ian Millar sig ind i historien. Faktisk har Ian deltaget ved samtlige OL siden 1972, med undtagelse af det i 1980, hvor Canada sluttede sig til de fleste vestlige nationer, og boykottede legene i Moskva.
Ian Millar har netop meddelt at han pensioneres fra de internationale konkurrencer, i en alder af 72 år.
– At repræsentere Canada så mange gange i min karriere har været en stor ære, hver gang jeg var iklædt den røde jakke, var det meget specielt for mig, og det faktum at jeg kunne dele denne oplevelse med så mange gode ryttere, er et vidne om kvaliteten af ryttere og heste her i vores land, fortæller Ian.
Foruden de mange gange ved OL har Ian også deltaget ved syv verdensmesterskaber, mere end 200 Nations Cup-stævner og han har vundet mere end 150 Grand Prix-klasser. Han har desuden vundet det canadiske mesterskab 12 gange.
Ian Millar har haft sin gang på Millar Brooke Farm i Perth, Ontario i Canada, hvor han gennem tiden har trænet mere end 100 Grand Prix-heste og været træner for adskillige topryttere.