Bygevejr ødelagde ikke dyrskuesucces

26-06-2012 09:35
Lidt for meget regn, men ellers godt dyrskuevejr, ikke mindst om lørdagen. Da Hjørring Dyrskue lukkede portene sidst på eftermiddagen, havde knap 25.000 gæster besøgt pladsen

25.000 besøgende er lidt færre end sidste år, men vejret taget i betragtning er arrangøren LandboNord godt tilfreds. Også udstillerne af dyr og maskiner gav udtryk for tilfredshed med skuet. Bedømmelserne og præsentationerne i ringen blev afviklet planmæssigt, og niveauet blandt de godt 800 dyr var højt. En malkeko og syv stykker kødkvæg opnåede maksimum 24 point. Det samme gjorde seks heste. Miss Vendsyssel – landsdelens bedste malkeko – blev i år en syv år gammel RDM-ko fra Lene og Palle Jensen i Bindslev. Skuets bedste yver sad imidlertid på en femårig Holstein fra Thomas Sejlund, Hollensted. Interbreed besætningsgruppe-konkurrencen blev vundet af en jerseybesætning fra Morten Jensen fra Ilbjerge. Han modtog samtidig Børge Holsts ærespræmie som skuets bedste unge udstiller. Hos kødkvæget var bedste besætningsgruppe en angus-besætning fra Henrik Ahrenholt Madsen, Skørping. Her fra kom også bedste hundyr, mens bedste tyr var fra Langmose Simmental ved Carsten Ebdrup, Øster Doense. Blandt hestene gik prisen for bedste følhoppe til en jysk hest fra Carsten Sørensen, Dybvad, mens bedste hoppe blev en varmblods fra Jens Aage Nielsen, Støvring. Skuets bedste hingst blev en belgier fra Kirsten og Keld Jonstrup, Brønderslev. Fuldstændige præmielister kan ses på hjorringdyrskue.dk eller via linket til højre. Madbazarens nye initiativ med et arbejdende køkken blev en stor succes. Kokkene fra Food College serverede op mod 5000 smagsprøver, og Morten Kok var i køkkenet tre gange om lørdagen, hvor han viste, hvordan man på en halv time kan tilberede en lækker ret af gode nordjyske råvarer. Han lovede at komme igen næste år, hvor publikum også får lejlighed til at røre i gryden. Dyrskuets nye, permanente beplantning med vinmark, juletræer, skov, læhegn, bistader og energipoppel blev vel modtaget af publikum og var med til at øge tilstrømningen til Det grønne Hjørne. Hos 4H glædede man sig over de nyrenoverede stalde, der bød på fine forhold for de mange unge udstillere. 4H børnedyrskuet talte hele 80 katalognumre. Der er i disse år en stigende interesse for 4H-arbejdet - også fra børn i byen. Kilde: Pressemeddelelse

Læs også

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner