Blue Hors Zack ikke tilgængelig i avlen i år

21-02-2020 10:08

Blue Hors Zack, der er en del af det danske dressurlandshold, er en af de danske kandidater til OL 2020, og derfor vil han ikke stå rådigheden i avlen i denne sæson

Copyright Ridehesten.com
Daniel Bachmann Andersen og Blue Hors Zack ved EM 2019 i Rotterdam. Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen.

Landsholdsrytter Daniel Bachmann Andersen har to topheste i spil til OL 2020 i Tokyo, og det er Blue Hors Zack og hans søn Blue Hors Zepter, der begge fortjener de bedste sportslige forudsætninger. Derfor er det besluttet, at Zack ikke vil være tilgængelig i avlen i år.

– Vi vurderer her på Blue Hors, at det med hestevelfærd for øje vil være det bedste for Zack ikke at skulle bruge kræfter på bedækningssæsonen, når han samtidig er i fuld træning med fokus på at repræsentere Danmark ved OL, fortæller avlsleder Martin Klavsen og tilføjer, at Zack i avlsøjemed repræsenteres meget stærkt af sin søn, guldmedaljehingsten Blue Hors Zackerey, der er under uddannelse af Daniel Bachmann Andersen. 

– Som mine to topheste er Blue Hors Zack og Blue Hors Zepter begge mine OL-håb i år. Hvem af dem, der i den sidste ende kommer i spil til Tokyo, er umuligt at forudse, men vi vurderer, at det bedste, vi kan gøre for Zack, er at give ham fri fra avlspligterne, så han kan have fuld fokus på sporten, siger Daniel om sin 16-årige makker, Blue Hors Zack, der er danmarksmester, World Cup-kvalifikationsvinder og -finalist, EM- og WEG-finalist.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner