Thomas Bach Jensen
Den hollandske toprryter Harrie Smolders har netop afsluttet sit tre ugers ophold ved Winter Equestrian Festival i Wellington, Florida, med en andenplads i den femstjernede Grand Prix med hoppen Copernicus' Apollonia i lørdags. Kun tre ekvipager gik videre til omspringningen, hvor Smolders og Apollonia præsterede en glimrende nulrunde i tiden 45,64 sekunder, som dog blev slået af amerikanske McLain Ward, mens Doda de Miranda blev forvist til tredjepladsen.
Bag navnet Copernicus' Apollonia gemmer sig den 12-årige DV-hoppe Bøgegårdens Apollonia e. Bøgegårdens Apollo/ Bøgegårdens Capello (opdr. Jørgen Schmidt), der de seneste år har gjort stor international karriere med forskellige ryttere. Først var det danske Emilie Martinsen, dernæst østrigske Barbara Belouzek, irske Cian O'Connor og igen fra Østrig den unge Stefanie Bistan, der for alvor fik Apollonia på verdenskortet ved WEG 2014 i Normandiet.
Efter et salg til Frankrig gik Apollonia til den portugisiske toprytter Luciana Diniz i starten af 2015, men et halvt år senere blev hoppen solgt til amerikanske Audrey Coulter, der selv har redet hoppen, men siden oktober sidste år har overladt tøjlerne til hollandske Harrie Smolders. Parret opnåede en fjerdeplads ved det femstjernede CSI i Mechelen i julen, og andenpladsen i lørdags er deres hidtil bedste resultat.