Annika Knudsen Lorentsen
På verdensranglisten i dressur er det fortsat Cathrine Dufour, der er bedst placerede dansker med sine to topheste. Med Bohemian e. Bordeaux 28/Samarant er hun placeret som nr. 6, mens hun med Atterupgaards Cassidy e. Caprimond E.H./Donnerhall (opdr. Atterupgaard) er nr. 7.
Daniel Bachmann Andersen er fortsat placeret højt på ranglisten med Blue Hors Zack e. Rosseau/Jazz (nr. 11) og Blue Hors Don Olymbrio e. Jazz/Ferro (nr. 14), selvom det nærmer sig et år siden, at han gik selvstændig, og dermed stoppede som rytter på de to Blue Hors-heste.
Carina Cassøe Krüth og Heiline's Danciera e. Fürstenball/De Niro (opdr. Stald Heiline) er ligeledes placeret i top-50 på en flot 37. plads.
Det bliver spændende at følge de danske ekvipager, når der igen for alvor åbner op for de internationale konkurrencer efter først corona-nedlukning, og siden nedlukning som følge af EHV-1-udbruddet.