Camilla Tiefensee Schrøder
Søren Pedersen slog i dag alle de tyske ryttere af pinden med en sejr i CSIYH1* på den 7-årige hoppe Tailormade Diarca Ps e. Diarado/Carinue (opdr. Gestüt Lewitz), en af de yngre upcoming heste, som han rider for Paul Schockemöhle. Det var en 130-135-cm klasse for 6-7-års heste ved CSI Spangenberg i Tyskland, og han vandt med en fejlfri runde i tiden 59.26, et splitsekund foran nærmeste konkurrent, tyske Tobias Meyer.
Han var i dag også til start på DM-bronzehesten Tailormade Sandros S Bella e. Sandro Boy/Chacco-Blue (opdr. Gestüt Lewitz). Ekvipagen fortsatte den fine form og sprang sig til en fjerdeplads i CSI3* 145 cm med en fejlfri runde.
Søren Pedersens søn Nicolas Pedersen, som blev nummer fem ved DM for U21, er til start ved samme stævne. Han har bl.a. redet sig til en placering i CSI3* 140 cm på den 8-årige vallak Tailormade Chacladine e. Chacco-Blue/Lancer III (opdr. Gestüt Lewitz), som var hans DM-hest.
Til daglig bor Søren Pedersen i Tyskland, hvor han rider for Dag og Trine Stiansen i virksomheden Tailormade Horses, som fokuserer på opdræt af unge springheste i sporten, og Nicolas er fornylig kommet hjem efter et ophold i USA og Holland. Det går lovende med arbejdet med de unge heste, og sammen har far og søn startet et nyt selskab, Pedersen Sporthorses. Det fortalte han i et interview med Ridehesten.com i sidste uge.
Se start- og resultatlisterne.