Den første forberedelse til at hesten senere skal lære at acceptere, at man vil sætte sig op på den, sker allerede i boksen under den daglige strigling, idet den person, der strigler hesten, bør stryge den over ryggen med sin hånd og klappe den, eller forsigtigt forsøge at læne sig op ad dens manke med sin overkrop. Da selv den mest flegmatiske og rolige hest kan blive forskrækket og sætte sig til modværge, når der pludselig sidder en rytter på ryggen af den, er det uhyre vigtigt, at man første gang, det skal forsøges, tager sig meget god tid, og at det foregår med den største ro og forsigtighed. Valget af rytter til denne opgave kan være altafgørende for, hvor problemfrit det videre forløb bliver. Han eller hun skal have stor erfaring i at tilride unge heste og være behændelig, ligesom vedkommende hverken må være bange eller være for tung, og så er det en forudsætning, at han eller hun har en god balance til hest. Hvis disse krav ikke bliver opfyldt, kan der opstå en situation, som ikke kun indebærer farer for rytteren, men samtidig også kan ødelægge hestens tillid.

De første erfaringer er udslagsgivende for hestens videre uddannelsesforløb, og derfor skulle de gerne være positive.

Den første opsidning
Den første opsidning skal foregå, mens hesten er i longe og på et sted, som er afgrænset. Det bedste er, at den foregår i et ridehus. Det er vigtigt, at der er en person, som holder hesten, mens den anden løfter rytteren forsigtigt op. Hvis det drejer som en nervøs hest, kan det være klogt i første omgang kun at lade rytteren hænge over sadlen. Det kræver behændelighed forsigtigt at lade sig glide ned i sadlen uden med sit ben at komme til at berøre hesten på krydset. Bøjlerne skal være lidt kortere end normalt, så rytteren ikke lægger så meget vægt på hestens ryg.

Det afleder hestens opmærksomhed, hvis man samtidig belønner den med lidt foder, og hvis den bliver beroliget med stemmen og klap fra en person, som den kender. For at hjælpe rytteren, hvis hesten reagerer med nogle store bukkespring, kan man forsyne hesten med en halsrem, som rytteren kan gribe fat i, eller man kan bruge hestens man til samme formål. Rytteren må under ingen omstændigheder forsøge at holde sig fast ved hjælp af tøjlerne.

Longeføreren skal forsigtigt forsøge at få hesten til at gå fremad og skal samtidig forsøge at berolige hesten med stemmen. Når hesten går fremad, skal rytteren smidigt følge med i bevægelsen men ellers være helt passiv. Det får hesten til at slappe af, hvis man hyppigt lader den stå stille og klapper den. Når hesten er blevet nogenlunde fortrolig med at gå fremad med ryttervægten på ryggen, så forlænger longeføreren lidt efter lidt longen indtil hesten når ud på det sædvanlige voltespor. De første opsidningsforsøg må ikke strække sig over for lang tid. Hesten skal lære roligt at acceptere rytterens vægt på sin ryg. Først i skridt, men siden også i trav. Som afslutning på lektionen kan man efter at være steget forsigtigt af, igen lade sig løfte op nogle gange, og alt efter, hvor godt dette forløber, kan man også prøve at sidde op ved hjælp af stigbøjlen.

Læs Skal du i gang med unghesten? Del 2, i morgen her på Ridehesten.com

Du finder også mere inspiration til din træning i bogen Rytter og Hest, bind 1 og 2. Køb bøgerne HER