Camilla Tiefensee Schrøder
Den 10-årige DV-hingst Glock's Zonik e. Blue Hors Zack/ Blue Hors Romanov (opdr. Linette Jæger) gjorde fantastisk figur i gårsdagens Grand Prix ved Nations Cup-stævnet i Rotterdam. Under sin faste rytter, hollandske Edward Gal, dansede hingsten sig til en flot sejr med 76.957 %.
Hermed fører Holland ind til videre denne weekends Nations Cup i Dressur som afgøres endeligt på lørdag, hvor rytterne er til start i enten Grand Prix Special eller Grand Prix Freestyle.
Flere DV-heste med i toppen
Mens Holland fører med 13 point, ligger Sverige på en foreløbig andenplads med 15 point, og USA indtager tredjepladsen med 18 point. På det amerikanske hold er der i øvrigt også to Dansk Varmblodsheste, nemlig Lonior e. De Noir 3/Loran (opdr. Jan og Dorte Rassing), redet af Olivia Lagoy-Weltz og Gørklintgaards Dublet e. Diamond Hit/Ferro (opdr. Jørgen Ravn) redet af Kasey Perry-Glass. Dublet og Perry-Glass blev individuelt placeret som nummer syv med 73.065%.
Se resultatlisten, eller den foreløbige stilling for hold i CDIO Rotterdam.
Halvvejs gennem Nations Cup 2018
Nations Cup i Dressur 2018 afvikles over i alt syv runder, og stævnet i Rotterdam markerer halvvejen i turneringen. Sverige fører foreløbig den samlede stilling, mens Danmark ligger nummer 2.