Pragtpræstation af Werth og Weihegold

28-01-2017 15:04

Ved World Cup dressurkvalifikationen i Amsterdam fik de hollandske topryttere ikke en plads i top tre. Tyske Isabell Werth og Don Schufro-datteren Weihegold gjorde rent bord

Copyright Ridehesten.com
Isabell Werth.
Nyheden fortsætter efter annoncen

15 ekvipager var til start i World Cup-kvalifikationen i dag i Amsterdam, hvor tyske Isabell Werth og hendes OL-partner, oldenburgerhoppen Weihegold e. Don Schufro/ Sandro Hit distancerede hele startfeltet med deres Kür i dag og scorede intet mindre end 90,720%.

Der blev i World Cup-kvalifikationen ikke plads til de hollandske topryttere Edward Gal og Hans Peter Minderhoud i top tre - de blev nr. 4 og 5, og hollandske ryttere besatte endvidere pladserne 6, 7 og 8.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Engelske Carl Hester lagde sig med den 13-årige KWPN-vallak Nip Tuck e. Don Ruto/ Animo og en stort set fejlfri kür ind på andenpladsen med 83,325% foran svenske Patrik Kittel og hans flotte Stevie Wonder-Kür med den dejlige 13-årige svenske hoppe Deja e. Silvano/ Don Schufro.

Danske Mai Tofte Olesen og Rustique e. Heslegård's Rubin/ Midt-West Ibi-Light (opdr. Anne Dueholm Nielsen) sluttede i dag på en 12. plads med 72,399%, efter spanske Severo Jurado Lopez' resultat udgik ved diskvalifikation grundet et trådsår konstateret af TD efter ridtet.

Se Kürens resultat HER.

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen