Kittel: "Man kan lære noget af alle heste"

11-03-2018 14:43

Mathilde Louise Stenild Brejner

Patrik Kittel er netop hoppet af den sidste hest i Ungehestechampionatet, da han iført ridebukser møder op til pressemøde for at fortælle om sine oplevelser som testrytter. Patrik Kittel beretter blandt andet om et generelt højt niveau blandt de unge heste - men også om det sjove ved at blive overrasket over kvaliteten af nogle championathestene - man måske ikke havde forventet så meget af fra start

Copyright Ridehesten.com
Patrik Kittel på Wahya L til unghestechampionatet.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Patrik Kittel er i øjeblikket dressurverdensranglistens nummer ni og han rider med indlevelse og teknik i Grand Prix-klasserne. Den fine indlevelse Patrik Kittel har som rytter, tog han på nænsom vis i brug, da han testede de unge heste i championatet under Herning Hingstekåring. 

Det blev Zhaplin, som er ejet og redet af Helgstrand Dressage, som løb med årets sejr. Zhaplin fik to 10-taller for ridelighed og for kapacitet - og en testrytter på ryggen, som helt konkret var blæst bagover over kvaliteten af hestens galop. 

Zhaplin var imidlertid ikke den eneste, som kunne tage to 10-taller hjem under dagens test. Også hoppen Delizia, som både viste tre fantastiske gangarter, en unik balance og det helt rigtige arbejdstemperament for en Grand Prix-hest, fik dobbelt op på 10-tallerne. 

Patrik Kittel fortæller, at han har haft nogle rigtig gode dage i Herning, hvor han har følt sig meget velkommen: 

"Jeg har været i Herning før i forbindelse med Worldcup, men det er godt nok blevet stort. Alle har været rigtig søde og jeg føler mig meget velkommen her - jeg vil komme tilbage til hver en tid," sagde Patrik Kittel. 

Det var sjovt for Patrik Kittel at være testrytter, som synes, at tiden fløj afsted, i mens han red sig igennem 22 heste, som skulle testes i år. Blandt de 22 deltagende heste, var der en del reserveheste, og derfor var det da også en meget positiv overraskelse for Patrik Kittel, at hestene generelt var så godt forberedte, fortalte han. 

"Kvaliteten af hestene er meget høj -  jeg har redet mange heste her - som har potientale for fremtiden," sagde Patrik Kittel.

Zhaplin blev fremhævet for, at den var så blød at sidde på. Da Patrik testede den, demonstrerede han hestens kvaliteter ved, at han slap tøjlen med den ene hånd - og vinkede til publikum i mens han grinene sagde, at han principielt kunne drikke kaffe i mens han galoperede på hesten. Det var imidlertid hoppen Delizia, som overrasekde Patrik Kittel mest:

Nyheden fortsætter efter annoncen

"Delizia var rigtig sjov at ride. Alle hendes overgange var helt skarpe og præcise, hendes galop var super - og man kunne bare sidde der," sagde Patrik Kittel, som også dristede sig til at sige, at Delizia lige var en hest for Charlotte Dujardin. 

Patrik Kittel fortalte, at han var forberedt på, at Andreas Helgstrand ville møde med en velforberedt hest til Ungehestechampionaterne, men at noget af det, han oplevede har været sjovt ved at være testrytter, er, at han kunne lade sig overraske over nogle af de andre heste. Her var Delizia en af dem. 

Tidligere har Charlotte Dujardin været testrytter i Herning - en job hun havde to år i træk. Everhorse spurgte Patrik Kittel, hvad han selv har lært af at være testtrytter i Herning i år: 

"Man kan vinde noget erfaring ligegyldig, hvilken hest man sætter sig op på. Det kan være en fjordhest, en islandsk hest eller en championathest - her har jeg blandt andet lært mere omkring - hvor meget jeg skal tage og give i tøjlen eller, hvor forskellige heste er i forhold til, hvor let det er at få dem ind i rammen. Det har været super sjovt," sagde Patrik Kittel. 

Vi spurgte også Patrik Kittel, hvad han leder efter hos en kommende Grand Prix-hest: 

"Hesten skal være villig til at gå fremad, så den ikke stopper for brat op i overgangene. Hesten skal altid være villig til at arbejde, og den skal søge en god og stabil kontakt på biddet. Zhaplin var et perfekt eksempel på en hest, som ligger lige som den skal på biddet," sagde Patrik Kittel. 

Patrik Kittel fortalte afsluttende, at han rigtig godt kan lide, hvis en hest reagerer på sine omgivelser - ellers virker den død - men det er omvendt også vigtigt, at den er i stand til at falde ned igen hurtigt. 

Artiklen har tidligere været bragt på everhorse.dk

Kristine Ulsø Olsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen