Helgstrand slår dørene op i Florida

03-11-2017 09:20

Helgstrand Dressage tager hul på et spændende nyt kapitel, når de den første december slår dørene op til en ny afdeling i Florida

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Andreas Helgstrand satsede stort og startede Helgstrand Dressage op i 2009. Det er siden lykkedes at gøre virksomheden til en særdeles anerkendt dressurstald i Europa. Nu tager de skridtet videre og starter en filial op i Wellington, Florida. Florida er et sandt dressurmekka, og mange topryttere fra hele verdenen træner i vintermånederne i Florida, hvor der er en tætpakket stævnekalender.

Den 1. december 2017 slår Helgstrand dørene op til den nye afdeling, der har plads til 40 heste.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Ulf Möller står for driften
Det er godt et år siden, Andreas Helgstrand ansatte tyske Dr. Ulf Möller, som skal stå for driften af den amerikanske afdeling. Dr. Ulf Möller og han hustru Eva Möller, der begge har vundet guld ved UVM to gange, har været ansat hos Hof Kasselmann i Hagen i 19 år, inden de tog springet til Helgstrand Dressage. Ulf Möller er uddannet dyrlæge og har en enorm erfaring som succesfuld dressurrytter såvel som stævnearrangør og salgschef hos Kasselmann (og Performance Sales International), og han bidrager således med en meget stærk profil til Helgstrand Dressage, hvor hans primære job bliver at opstarte en ny salgsstald i Florida og desuden spotte de mest lovende dressurheste i verden.

Copyright Ridehesten.com

Helgstrand-heste flyver over Atlanten
Tyve Helgstrand-heste tager turen over Atlanten, når den nye stald åbner. Med et primært fokus på salg vil der være et udvalg af unge, lidt ældre og selvfølgelig lærermestre til de mange nye kunder. Der vil samtidig være plads til en række træningskunder og deres heste på stedet.

Sammen med Ulf Möller tager to Helgstrand-ryttere med til Florida. Det bliver australske Simone Pearce og tyske Hannes Lütt. Og ikke mindst Mikkala, der er groom for Helgstrand Dressage.

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen