Anna K på tv i dag (video)

19-07-2016 16:54

Britt Carlsen

OL

Det danske OL-dressurhold får masser af opmærksomhed i pressen i dag. Anna Kasprzak var live på tv2 til middag, og igen her til aften kan man opleve hende på tv

Den eneste rytter på landsholdet, som har redet OL tidligere er Anna Kasprzak, der deltog ved OL i London med Donnperignon - og red sig i finalen. Anna og Pepe, som han kaldes, har siden London været på landsholdet, og de seneste år også holdets ankermand. I mellemtiden er Pepe blevet 17 år, men han og Anna beviste ved DM på Broholm, at han er i sit livs form, og dermed var det klart, at de var sikre på en OL-plads. 

- Det var dejligt, at der i dag kom navne på holdet, og at jeg selv fik min udtagelse sådan sort på hvidt, indleder Anna. Hun har i dag givet adskillige interviews til tv og dagblade. Interessen for de danske OL-dressurryttere er heldigvis stor fra mediernes side.

Anna på tv
TV2 bringer et interview med Anna her kl. 17, formodentlig igen kl. 18 og kl. 22 i aften. - Det er godt, der er fokus på sporten, understreger Anna.

Hvad er det så, som gør OL anderledes? - Der er en helt særlig stemning i OL byen, og jeg syntes det er så fedt, når man føler man er på et hold for Danmark med de andre danske atleter fra andre sportsgrene. Alle hepper på alle danskere. Rent konkurrencemæssigt er det ikke så anderledes end et VM eller i store træk et EM, men OL er ikke bare et ridestævne!

Rytterne har været ude i nogle ret omfattende forberedelser til dette OL, hvor hver eneste lille ting fra hovrenser og elastikker til sadler og foder er blevet noteret, pris sat og nummereret. De forskellige strigler mv. skal ligge præcist, som rytterne har beskrevet i stævneskabet, når de når lufthavnen i Rio. Alt er vejet og tilskud mv. skal komme frem i ubrudt embalage. - Vi er ved at have styr på det hele, men det har fyldt meget og har været stressende, erkender Anna. 

Kører selv til flyet
Donnperignon har holdt en uges tid fri efter DM på Broholm, og så satte Anna ham igang igen med et konditionsprogram. Den 17-årige erfarne herre skal ikke terpes i øvelser, men holdes i humør samt løs og smidig i kroppen. Humøret fejler ikke noget. - Pepe bukker rundt i træningen, og det bliver lidt vildt nogle gange. Det skal han altså lade være med, fortæller Anna for forleden dag var han tæt på at "tabe" hende inde i ridehallen.
Når hestene flyver fra Belgien den 2. august, er det Anna selv, som kører Pepe til lufthavnen. Hendes hestepasser Jane er sendt i forvejen, så hun kan tage imod Pepe i Rio. 
- Jeg regner med at spænde træningen lidt mere til i næste uge, og træne sammen med Andreas (Andreas Helgstrand), så vi har de grundlæggende ting på plads, og har ham løs i kroppen og grundgaloppen på plads. Herefter kører jeg ham igen lidt ned i træningen, så han ikke er for presset træningsmæssigt inden flyveturen. 

På spørgsmålet om hun er bekymret for flyrejsen svarer Anna bekræftende: - Den er i mine tanker, for jeg har ikke prøvet at have en hest på fly, men Pepe har været ude at flyve. Det er bare så svært, for man ved aldrig, hvordan de reagere på det. Jeg sætter ham selv på flyet, og så kan jeg ikke gøre mere derfra.

Når hestene lander i Rio har rytterne en god uge inden første konkurrencedag, det giver tid til et par dages restitution, inden træningen kan skærpes frem mod Grand Prix-klassen.

Se et tv-interview med Anna her. 

 

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen