Thomas Bach Jensen
Det er nu kommet frem, hvem køberen af trakehnerfløjhingsten Imhotep er. Den danskavlede sorte trakehnerhingst efter Gribaldi/Hohenstein/Schwadroneur er opdrættet af Belinda Pedersen og Preben Rasmussen, Rødkærsbro og blev ved trakehnerhingstekåringen i Neumünster fremstillet af Lene og Henrik Nielsen, Hørve. Imhotop blev ved kåringen solgt på auktionen til Gestüt Freiburger Hof, der for bedækningssæsonen 2011 stationer hingsten på Hengststation Böckmann, Lastrup i Tyskland. Eurodressage citerer den tyske dressurtræner Wolfram Wittig, der assisterer med træningen af dressurhestene på Freiburger Hof, for at udtale, at Imhotep er en meget interessant hingst med sving i bevægelsen og som de stiller store forventninger til. Böckmann planlægger at fremvise den danskfødte fløjhingst ved deres hingsteparde i Vechta den 5. marts 2011. Se video og hør den besnærende beskrivelse af Imhotep via linket til Youtube til højre.
Læs mere om trakehner hingstekåringen i næste nummer af magasinet Ridehesten.