Dansk dressurlandshold klar til EM

15-07-2015 11:00

Den 12.-16. august skal det afgøres, hvilket land har Europas bedste dressurhold og individuelle ekvipager, og det danske EM-hold er nu sat

Copyright Ridehesten.com
Finckenstein og Rikke Svane.

Det bliver Anna Kasprzak, Mikala Münter Gundersen, Rikke Svane og Daniel Bachmann Andersen, der skal forsvare de danske farver ved EM 2015 i Aachen, hvor også den eftertragtede OL-kvalifikation er på spil.

OL-kvalifikationen skal i hus 
Når holdmesterskabet ved EM skal afgøres i Grand Prix-programmet den 12. – 13. august, er der mere end medaljer på spil for det danske landshold. De tre bedste hold kvalificerer sig nemlig til OL i Rio i 2016, men da formstærke Storbritannien, Tyskland og Holland allerede har sikret sig kvalifikation, vil en Top 6-placering sandsynligvis være nok til at sikre dansk OL-kvalifikation. 
”Den absolut vigtigste målsætning for os ved EM er at sikre kvalifikationen til OL. Anna og Mikala har et par års erfaring på det her landsholdsniveau, mens Rikke og Daniel er debutanter, så det er et ungt hold, vi stiller med, men jeg tror på, at de alle vil give sig 100 % for at levere gode præstationer og sikre os OL-kvalifikationen”, siger Kimi Nielsen, elitechef i dressur.

Spændende EM venter 
EM i dressur afvikles ved det store EM-stævne i Aachen i Tyskland den 12. – 23. august, hvor også EM i springning, voltigering, reining og kørsel skal afgøres. Det danske dressurlandshold består af danmarksmester Anna Kasprzak på Donnperignon, Mikala Münter Gundersen på My Lady, Rikke Svane på Finckenstein og Daniel Bachmann Andersen på Blue Hors Loxana. Holdmesterskabet ved EM afgøres i Grand Prix den 12. og 13. august, mens de individuelle mesterskaber i Grand Prix Special og Grand Prix Kür den 15. og 16. august.

/DRF.

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen