Drama i Rolex Grand Prix (opdateret)

20-07-2014 16:07

Tyske Katrin Eckermann styrtede igen i dag på vandgraven med hingsten Firth of Lorne. Hingsten humpede på tre ben fra faldet, mens rytteren ikke rejste sig

I eftermiddagens Rolex Grand Prix opstod der i eftermiddag i Aachen en uønsket pause, da tyske Katrin Eckermann og den 10-årige hingst Firth of Lorne e. For Pleasure/ Stakkato styrtede på vandgraven. Ekvipagen stod for et lignende styrt på vandgraven i torsdags, men kom hurtigt på benene igen, og fredag vandt de en klasse i Aachen.

I dag var det kun Firth of Lorne, der kom hurtigt på benene igen - men kun på tre ben. Hesten var ikke i stand til at støtte på højre forben. Et lynhurtigt beredskab satte meget professionelt ind med afskærmning af rytteren og omgående behandling af både hest og rytter, lige som det ikke tog mere end to minutter, før både ambulance og dyreambulance var på banen.

Dramatisk så det. I usikkerhed stak Firth of Lorne højre ben i vandet og gled, hvilket i høj fart resulterede i et voldsomt styrt, hvor rytteren også blev slået hårdt i jorden. De første udmeldinger lyder, at rytteren ikke har lidt nogen livstruende skader. Hesten støtter nu på højre forben, men det er for tidligt at sige, hvad omfanget af skaden er.

OPDATERING: Det er blevet oplyst på stævnepladsen, at Katrin Eckerman har brækket kravebenet og fået hjernerystelse - en såkaldt "typisk rytterulykke". Diagnosen på Firth of Lorne er endnu ikke stillet 100%, men det kan siges med sikkerhed, at ingen knogler er brækket.

Se klassens foreløbige stilling HER

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner