Forskning: Heste mindsker stress

27-05-2014 17:24

Nu kan forældre godt holde op med at brokke sig over udgifter til ponyen - et nyt studie viser nemlig, at undervisning i og samvær med heste gør børn mindre stressede

Copyright Ridehesten.com
- Det vidste vi da godt! kan hele hesteverdenen sige til nyheden om at samvær med heste mindsker stress. Alligevel er det dejligt med et videnskabeligt rygstød.

- Der er noget ved ydersiden af en hest, der er godt for indersiden af et menneske.

Winston Churchills berømte ord har nu fået videnskabelig opbakning. En ny undersøgelse fra Washington State University afdækker nemlig interaktion mellem heste og børn, og i den forbindelse samvær med hestes indvirkning på mængden af stresshormonet cortisol, fortæller Horse & Hound.

Projektet tog udgangspunkt i 130 børn, der blev karakteriseret som "normalt udviklede", mellem 11 og 13 år. I samlet 12 uger over to år deltog de i et læringsprogram. Cirka halvanden time hver uge blev de undervist i ridning, hestepasning og hestens adfærd.

Alle børnene deltog dog ikke hver gang; de blev på tilfældig vis udvalgt til enten at være med eller til at være på venteliste til næste gang.

Undervejs målte forskerne jævnligt børnenes cortisolniveau, altså mængden af hormoner cortisol, hvilket er knyttet til stress. De fandt, at de deltagende børn havde en betragteligt lavere mængde stresshormon i kroppen end de børn, som ikke havde været med.

- Det giver videnskabelig opbakning til forældres og horsemanship terapeuters påstande om, at denne her slags programmer har en positiv indvirkning, siger Dr Patricia Pendry til Horse & Hound.

Læs hele undersøgelsen her.

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner