Nina Marie Villadsen
Første klasse ved weekendens landdstævne i dressur i Hedensted og Omegns Rideklub var en MB1, som blev vundet af Gitte Mors Burgaard på Moselunds Dominic e. UNO Don Diego/Temple Wind xx (opdr. Birgitte Frank Andersen) med en score på 70,946%.
- Baby, som han hedder i daglig tale, er 7 år. Jeg Har haft ham siden han var 4 år og købte ham hos Preiss Stutteri på Mors, fortæller Gitte Mors Burgaard til Ridehesten.com og fortsætter; - Jeg havde en helt super tur på banen i dag, hvor alt bare klappede og fungerede. Han er ret ny i landsstævnesammenhæng. Han havde faktisk landsstævnedebut i Middelfart for 14 dage siden, og inden da har han kun gået ganske få MB0-klasser til C-stævne. Så det er faktisk hans MB1-debut. Så er virkelig stolt og taknemmelig over den præstation han leverede i dag. Jeg er for 1,5 måned siden begyndt at træne ved Finn Greve og følte Baby havde rykket sig rigtig fint over den sidste måneds tid og det bekræfter turen jo også.
I MA1 gik sejren til Susanne Barnow på den langbenede og elegante Romance e. Blue Hors Don Romantic/Lavallo (opdr. Martin Stockholm og Freddy Jepsen) med 72,269%.
Susanne har kun startet to landsstævner på Romance; i Sundeved og under Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning, og hun udtalte til Ridehesten.com: - Han var egentlig ganske fin i dag. Han var lidt spændt og sollyset på banen. Han skal bare have lidt mere rutine, han er jo en fantastisk hest, der laver tingene hest fantastisk, når det lykkedes.
Andenpladsen i klassen gik til en særdeles spændende ekvipage; Maik Kohlschmidt på Årets Hingst i Dansk Varmblod Blue Hors Zack e. Rosseau/Jazz med 71,806%. Også Maik havde et godt stævne i dag, da han også snuppede tredjepladsen i klassen på Floyd e. Florencio/Rubinstein I med 70,278%. På sin Facebook-side skrev en tilfreds Maik efterfølgende: ”Good day with 2 super horses!!”.
I dagens sidste klasse, Intermediaire I, blev det til et glædeligt gensyn med en populær ekvipage; Susanne Barnow på Onassis e. Obelisk/Nimmerdor. Susanne har ikke redet Onassis siden hun stoppede på Søholt og er først begyndt at ride ham igen for ca. 14 dage siden. Parret har dig hurtigt fundet sammen igen og red sig da også direkte ind på en flot førsteplads i klassen med 70,526%. Det var ikke kun Susanne, men også Onassis, der var glad for at være sammen tilbage på konkurrencebanerne: - Den var superfin på banen, og lavede endda et lille bukkespring. Det er dejligt med en glad hest!, fortalte Susanne til Ridehesten.com.
Susanne trænes af hestenes ejer, berider Hasse Hoffmann, der også er forfatter til bogen ’Dressur med hjerte og forstand’.
Norske Lillian Jepsen indtog andenpladsen i klassen på Donnerfie med 68,684%, mens tredjepladsen gik til Marie Louise Andersen på Lipton V e. Lobster/Garcon xx (opdr. John Byrialsen) med en score på 67,412%.
Se flere resultater HER.