Er rollkur lovlig i Danmark?

09-01-2014 14:17

Efter Ridehesten.com bragte nyheden om, at man i Schweiz har forbudt brugen af rollkur, har man fra flere sider været hurtige til at kritisere Danmark for at have problemer med dyrevelfærden

Copyright Ridehesten.com
Anky van Grunsven og Salinero.

Søndag den 5. januar 2014 bragte Ridehesten.com nyheden om, at Schweiz har vedtaget en ny dyrebeskyttelseslov, som stiller strengere krav til hestehold, og herunder bliver brugen af rollkur i Schweiz fremover anset som dyremishandling, i henhold til loven. Læs hele nyheden her.

Kun to dage senere udsendte Dyrenes Beskyttelse følgende pressemeddelelse:

Problemer med dyrevelfærden i dansk ridesport        
Som det første land har Schweiz forbudt brugen af rollkur. Dyrenes Beskyttelse opfordrer atter til, at man i Danmark følger trop og forbyder metoden, da den har en negativ påvirkning på hestenes velfærd.
Som det første land har Schweiz pr 1. januar 2014 forbudt den meget omdiskuterede heste-træningsmetode, rollkur. Dyrenes Beskyttelse arbejder for, at man i Danmark får et lignende forbud og håber derfor, at det schweiziske forbud kan sætte skub i udviklingen.
”I Dyrenes Beskyttelse ønsker vi et forbud mod rollkur, da der desværre er en stor risiko for, at træningsmetoden har en negativ indvirkning på hestens velfærd – og det er naturligvis ikke acceptabelt. Al træning af dyr skal foregå på dyrets præmisser ”, siger Payana Hendriksen, projektleder for heste i Dyrenes Beskyttelse.
Den omstridte metode, rollkur, er en træningsmetode, hvor hestens nakke overbøjes. Hestens mule trækkes ved hjælp af tøjlerne ind mod brystregionen og holdes i denne position i flere minutter ad gangen. Forskellige forskningsprojekter har vist, at denne unaturlige stilling medfører flere negative påvirkninger for hesten.
”Der er flere indikatorer på, at hesten via rollkur påvirkes negativt. Eksempelvis ser man en øget hjerterytme, højere kortisolværdier, der skabes en unødvendig belastning af både muskel- og knoglestruktur i hestens nakke og ryg, hestens syn begrænses, hvilket kan skabe utryghed hos hesten, hestens vejrtrækning begrænses grundet sammentrykning af struben, og hesten udviser øget konfliktadfærd, hvilket viser, at hesten føler ubehag. Så for os i Dyrenes Beskyttelse at se kan der ikke være nogen tvivl om, at denne metode bør forbydes”, siger Payana Hendriksen.
Rollkur benyttes udelukkende for at træne hesten til at kunne præstere bedre i konkurrencer, og det er ifølge Dyrenes Beskyttelse ikke en gyldig grund til at udsætte heste for rollkur.
”Konkurrenceridning må aldrig ske på bekostning af dyrenes velfærd. Så at presse hesten og udsætte den for de mange negative påvirkninger er ganske enkelt uacceptabelt. Desuden viser flere forskellige studier, at heste, som inden konkurrencer varmes op med rollkur, ikke præsterer bedre end heste, som varmes op uden – så metoden er altså ikke alene negativ for hestens velfærd, den er også helt unødvendigt”, siger Payana Hendriksen.
Læs Dyrenes Beskyttelses rapporten om hestevelfærd i Danmark her.

Ridehesten.com afventer en officiel udtalelse fra Dansk Ride Forbund, men har i mellemtiden kigget på gældende regler på området.

Allerede i februar 2009 diskuterede det internationale rideforbund FEI rollkur og her blev træningsmetoderne rollkur og hyperflexion defineret som ”bøjning af hestens nakke under tvang”. Disse træningsmetoder vil fremover være forbudt og skal sanktioneres ved internationale stævner. Træningsmetoden ”Low, Deep and Round” blev på konferencen defineret som ”bøjning af hestens nakke uden tvang”, og denne metode vil fremover være tilladt. Dansk Ride Forbunds formand Ulf Helgstrand deltog i konferencen som repræsentant for de nationale rideforbund.

- Vi er glade for, at det nu endelig er defineret, hvad rytterne må og ikke må på opvarmningsbanerne. Det er retningslinjer, der også skal gælde ved danske stævner, udtalte Ulf Helgstrand dengang i forbindelse med FEI’s beslutning.

Læs hele nyheden om FEI’s beslutning her.

På Ridehesten.com og i magasinet Ridehesten er emnet rollkur ofte blevet behandlet ud fra et fagligt og videnskabeligt perspektiv.

I magasinet Ridehestens julinummer 2012 kan man bl.a. læse artiklen ’Ny viden om hestens reaktion på hyperfleksion’, som omhandler et dansk/hollandsk studie, der satte fokus på den holdning, hesten arbejder i, med det formål at klarlægge, om hesten viser ubehag eller udviser en stressreaktion, når den f.eks. rides i LDR (Low-Deep-and-Round).

Flere andre undersøgelser er ligeledes blevet beskrevet i nyheder på Ridehesten.com og kan findes her.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner