Thomas Bach Jensen
Den yderst succesfulde avler, hollandske Emmy de Jeu, har valgt at tage sin hoppe Sisther de Jeu e. Gribaldi ud af sporten, hvor den har haft enorm succes med Edward Gal i international Grand Prix. Planen er at sætte Sisther i avlen, men det er endnu uvist, om hun selv skal være mor i 2014.
Indtil videre er det lykkedes Emmy de Jeu at få skyllet fem æg og med succes få dem overført til rugehopper. To af Sisther de Jeus ET-føl næste år er efter Jazz, mens to er efter Charmeur og den seneste, der netop er konstateret vel modtaget af rugehoppen, er efter den danske hingst Glock's Zonik (tidl. Zonik) e. Blue Hors Zack / Blue Hors Romanov (opdr. Linette Jæger).
Avleren fortæller endvidere til Ridehesten.com, at den ene embryo e. Jazz vil være til salg på Borculo følauktionen i august måned, hvor der i øvrigt også er føl e. DV-hingstenen Blue Hors Zatchmo og Sezuan.