Trine Askjær-Jørgensen
Torsdag og fredag i sidste uge var senior-dressurrytterne, Nanna Skodborg Merrald og Cathrine Dufour, til anden kvalifikation i den vestlige liga af FEI's World Cup i dressur i franske Lyon. Stævnet blev en kæmpe succes for de to ryttere:
Nanna Skodborg Merrald og Atterupgaards Orthilia e. Gribaldi/ Donnerschlag (opdr. Atterupgaard) red sig på førstedagen ind på en flot tredjeplads i den korte Grand Prix. På andendagen toppede Nanna og Orthilia det resultat yderligere op og red sig med en fremragende kür til en andenplads kun godt 1% efter Isabell Werth og Weihegold Old e. Blue Hors Don Schufro/ Sandro Hit, som vandt.
Cathrine Dufour og Vamos Amigos e. Vitalis/ Blue Hors Hotline havde også nogle supergode ture til stævnet og red sig ind på sjettepladsen i den korte Grand Prix torsdag. I küren fredag toppede de også det resultat op og indtog dermed fjerdepladsen.
Som resultat af disse flotte ture til World Cup i Lyon har de to ekvipager nu taget et kvantespring op ad FEI's verdensrangliste for dressur. Nanna Merrald og Atterupgaards Orthilia går således fra at ligge på en 77. plads til nu at indtage 32. pladsen, og Cathrine Dufour og den kun 9-årige Vamos Amigos rykker helt fra 185. pladsen op til at være i blandt de 50 bedste ekvipager, idet de nu har indtaget plads nr. 48.
Generelt ser det rigtig godt ud for de danske senior-dressurryttere, som blander sig mere og mere i toppen af verdensranglisten. Danmark har således hele seks ekvipager i top-50.
Cathrine Dufour og Bohemian e. Bordeaux/Samarant rykkede for en måneds tid siden op på andenpladsen på verdensranglisten – og den placering bevarer de fortsat. Her ligger de lige bagved tyske Jessica von Bredow-Werndl, som efter et enormt succesfuldt år med 3 guldmedaljer til både OL og EM indtager førstepladsen som den bedste dressurrytter i verden.
Carina Cassøe Krüth og Heiline's Danciera e. Fürstenball/ De Niro (opdr. Stald Heiline) bevarer også deres flotte ottendeplads på verdensranglisten og er altså fortsat anden bedste dansker på listen.
Nanna Skodborg Merrald og avlshingsten, Blue Hors Zack e. Rousseau/ Jazz, rykker to pladser op fra 27. til 25. pladsen, og Daniel Bachmann Andersen og den kun 9-årige Marshall-Bell e. Blue Hors Don Romantic/ Michellion (opdr. Tina Christoffersen og Nicolai Jepsen) ligger på 36. pladsen.